Toplederkommunikation

Som topleder kan man få taletid i det offentlige rum, hvis man vel at mærke har noget relevant på hjerte. En topchef, der involverer sig i samfundsdebatten, kan have positiv indflydelse på omdømmet i den virksomhed, hun eller han står i spidsen for og på hans eller hendes personlige brand.

Det behøver ikke være et emne, der ligger tæt op ad den virksomhed, man repræsenterer, men det skal trække tråde til den samtidig med, at toplederens holdninger skal være personlige og ikke allerede slidt af andre. Bevidst at udvikle en personlig platform kræver, at toplederen reelt har noget på hjerte – at man virkelig føler for det og vil opnå noget med at gå ud med det.

Gennem målrettet sparring hjælper jeg med at definere den platform, topchefen skal stå på. Sammen udvikler vi de gode vinkler og de budskaber, der vil skabe engagement og opmærksomhed i de rigtige målgrupper. Her er det også vigtigt at identificere, hvem der bevæger sig i samme cirkler og indtænke mulige samarbejdspartnere og meningsfæller og modstandere.

Pakken kan desuden bestå af en redaktionsplan med udkast til LinkedIn eller Twitter-oplag, udkast til tekster til brug i fx debatindlæg, kronikker og taler samt en liste over relevante events, hvor toplederen kan deltage som taler eller paneldeltager. Det samler vi i et årshjul og pakker ind i målrettet træning af budskaberne.