Det er mig, I køber. Jeg er den, I møder og den, der løser opgaven

Hvorfor skal I vælge mig?

Jeg sætter mig op i helikopteren og skaber ro og overblik i pressede situationer samtidig med, at jeg ikke er bange for at lande på jorden igen og smøge ærmerne op for at deltage i den praktiske udførelse af opgaverne.

Reeh

Det er mig, I køber. Jeg er den, I møder og den, der løser opgaven. I Reeh & Co er der ingen juniorkonsulenter, projektledere, partnere, smarte lokaler og fancy systemer, der skal holdes kørende økonomisk. Jeg kan træde ind i kundens team i kortere eller længere tid, ligesom jeg kan aktivere &Co, når der er behov for det. Fleksibelt og effektivt. 

Jeg har erfaring fra en lang række sektorer og industrier, der adskiller sig på mange punkter både kulturelt og organisatorisk. Fælles for dem er en høj grad af kompleksitet, hvilket har lært mig hurtigt at sætte mig ind i mangefacetterede problemstillinger. Jeg er ikke bange for at stille de dumme spørgsmål.

Jeg er kommerciel ind til benet og jeg har hele virksomheden for øje, når jeg rådgiver om kommunikation og omdømme.

Jeg gør det med afsæt i næsten 30 års erfaring fra en bred vifte af sektorer, heriblandt transport og energi, tech, life science og filantropi. Jeg vover at kalde mig ekspert i krisekommunikation, men har erfaring med de fleste kommunikationsdiscipliner.

Jeg trives i komplekse miljøer, hvor der er meget på spil, hvor kommunikation skaber værdi og spiller en væsentlig rolle for virksomhedens resultater. Jeg tænker strategisk og agerer taktisk.

Jeg sætter mig op i helikopteren og skaber ro og overblik i pressede situationer samtidig med, at jeg ikke er bange for at lande på jorden igen og smøge ærmerne op for at deltage i den praktiske udførelse af opgaverne.

& Co

Mit firma hedder Reeh & Co. Jeg er den eneste faste medarbejder i firmaet. &Co er et signal til mine kunder om, at jeg har et erfarent netværk at trække på, hvis det giver mening for opgaven. Grafikere, journalister, oversættere, fotografer og dygtige seniorrådgivere, der enten kan noget andet end jeg eller blot kan tage fra, så arbejdet bliver gjort hurtigere.

Men som udgangspunkt er jeg den, I møder, den I køber og den, der løser opgaven. Jeg knytter ikke andre til opgaven uden, at vi har aftalt det på forhånd.

Regitze Reeh CV

Jeg har arbejdet med virksomhedskommunikation i alle afskygninger siden 1994, hvor jeg blev ansat som redaktør og kommunikationsmedarbejder i Danisco. Fire år senere fik jeg mit første job som kommunikationschef i Damgaard Data. Senere fulgte 16 år som kommunikationsdirektør – 10 år i Shell og seks i Lundbeckfonden.

Da jeg tog beslutningen om at gå ind i 2021 som selvstændig kommunikationsrådgiver, var det drevet af et ønske om at være herre i eget hus, at kunne fokusere på det, jeg er bedst til og det, jeg synes er sjovt.

Siden har jeg løst opgaver for bl.a. Lundbeckfonden, The Why Foundation og Meta (tidl. Facebook), hvor jeg endte med at påtage mig rollen som midlertidig leder af den nordiske kommunikationsfunktion i 14 måneder. I februar 2023 kunne jeg tilføje DFDS til min portefølje. 

Verden er min hjemmebane

Som voksen har jeg boet og arbejdet i både Milano og Barcelona. Jeg har altid arbejdet internationalt og rejst meget, både privat og ifb med arbejde. Jeg taler og skriver flydende dansk og engelsk og klarer mig fint på spansk, fransk, italiensk, tysk, svensk og norsk. Og jeg bevæger mig ubesværet mellem forskellige kulturer og på alle niveauer. 

Privat

Jeg har base i Klampenborg nord for København. Min fritid er fyldt op med aktiviteter med mine to voksne børn og gode venner, mad, vin, rejser, koncerter og masser af motion.